Offentlige pensioner - metode

Om statistikken

Statistikken om offentlige pensioner opgør antallet af modtagere af alders- og førtidspension i december måned samt de samlede udbetalte beløb. Statistikken offentliggøres én gang om året og omfatter oplysninger om pensionstype, alder, køn, familietype og geografi.

Lovgrundlag

Alderspension

Lovgrundlaget er Inatsisartutlov nr. 20 af 23. november 2015 om alderspension med efterfølgende ændringer.

Alderspension kan tilkendes fra måneden efter det fyldte 67. år. Pensionsalderen er hævet ad to omgange: fra 65 til 66 år pr. 1. januar 2017 og videre til 67 år pr. 1. januar 2021. For perioden 2010–2016 gjaldt en aldersgrænse på 65 år.

Førtidspension

Lovgrundlaget er Inatsisartutlov nr. 40 af 9. december 2015 om førtidspension med efterfølgende ændringer.

Førtidspension kan tilkendes personer over 18 år, hvis erhvervsevne er varigt nedsat af fysiske, psykiske og/eller sociale årsager. Ordningen gælder frem til det tidspunkt, hvor personen er berettiget til alderspension.

For yderligere oplysninger om satser og indtægtsregulering, se sullissivik.gl.

Datagrundlag

Pensionsstatistikkens data for perioden 2016 og frem stammer fra det fællesoffentlige lønsystem. For perioden før 2016 anvendes oplysninger fra det fælleskommunale administrationssystem Winformatik.

Dataudtrækkene er foretaget fra administrative registre, der ikke er opbygget med statistiske formål for øje, hvilket nødvendiggør en efterfølgende omstrukturering og validering. Data fra lønsystemet kan i højere grad end data fra Winformatik periodiseres. Fra 2016 medtages derfor kun udbetalinger, som er optjent i tællingsåret — eksklusiv eksempelvis reguleringer for tidligere år. For perioden før 2016 er det ikke muligt at foretage rensning af data i samme omfang, og opgørelser ældre end 2022 bør derfor fortolkes med forsigtighed.

Data fra lønsystemet sammenkøres med oplysninger fra Grønlands Statistiks befolkningsregistre.

Population og metode

Afgrænsning af population

Statistikken omhandler kun personer, der i Grønlands Statistiks befolkningsregister er opført som bosiddende i Grønland ultimo året inden for den kommunale inddeling. Bopæl fastsættes efter befolkningsregisteret og kan afvige fra lokaliteten i kommunernes regnskabssystem.

Alder

Alder er opgjort ultimo november i det pågældende år. Alderspension kan tildeles fra måneden efter en person er fyldt 67 år. Alle personer, der er fyldt 67 år ultimo november, kan således søge om alderspension i december.

Familietype

Familietypen fastsættes via Grønlands Statistiks familiestatistik og kan afvige fra det grundlag, kommunerne anvender til beregning af pensionsbeløbet. Familietypen opdeles i tre kategorier: enlige, par og beboere på plejehjem eller social døgninstitution. Pensionister på institution modtager et reduceret pensionsbeløb.

Pr. 1. januar 2024 trådte en ændring i kraft vedrørende gensidig forsørgerpligt for samlevende par. Ændringen kan medføre, at sammensætningen af familietypen par afviger fra tidligere år.

Kommuner og distrikter

Statistikken følger den gældende kommuneinddeling. Betegnelsen “distrikt” refererer til de 18 kommuner fra før kommunesammenlægningen i 2009.

Kommune Distrikter
Kommune Kujalleq Nanortalik, Qaqortoq, Narsaq
Kommuneqarfik Sermersooq Ivittuut, Paamiut, Nuuk, Tasiilaq, Ittoqqortoormiit
Qeqqata Kommunia Maniitsoq, Sisimiut
Kommune Qeqertalik Kangaatsiaq, Aasiaat, Qasigiannguit, Qeqertarsuaq
Avannaata Kommunia Ilulissat, Uummannaq, Upernavik, Qaanaaq

Kontakt

Eventuel henvendelse rettes til Anders Blaabjerg, e-mail: abla@stat.gl