Midlertidigt indkomsterstattende ydelser - metode

Om statistikken

Statistikken opgør antallet af modtagere af jobsøgningsydelse og offentlig hjælp samt de samlede udbetalte beløb. Fra tællingsåret 2024 er de to ydelser samlet i en fælles statistik med en ny tidsserie. Den tidligere publikation om indkomsterstattende sociale ydelser omfattede tillige barselsdagpenge, som fremover udgives i en særskilt barselsstatistik.

Lovgrundlag

Lovgrundlaget for offentlig hjælp er Inatsisartutlov nr. 6 af 20. juni 2022 om offentlig hjælp. Lovgrundlaget for jobsøgningsydelse er Inatsisartutlov nr. 7 af 20. juni 2022 om jobsøgningsydelse. Begge love trådte i kraft 1. januar 2024 og erstatter tidligere lovgivning. Lovgivningen med efterfølgende ændringer kan findes på nalunaarutit.gl.

Jobsøgningsydelse gives til arbejdssøgende ledige, der står til rådighed for arbejdsmarkedet og vurderes at kunne varetage ordinært arbejde i mindst 20 timer om ugen på almindelige vilkår. Ydelsen er skattepligtig.

Offentlig hjælp fungerer som et økonomisk sikkerhedsnet for personer, der ikke på anden måde kan forsørge sig selv, og som ikke er berettiget til jobsøgningsydelse. Offentlig hjælp opdeles i takstbestemt hjælp (skattepligtig, består af en grundtakst med tilhørende tillæg) og trangsbestemt hjælp (skattefri, omfatter støtte ved akut trang samt hjælp i særlige tilfælde).

Fra 2024 er offentlig hjælp skattepligtig for modtagerne, hvilket ikke var tilfældet under den tidligere lovgivning.

Datagrundlag

Statistikken er udarbejdet på baggrund af dataudtræk fra det fællesoffentlige lønsystem og de kommunale regnskabssystemer. Som led i kvalitetssikringen er oplysningerne sammenholdt med kommunernes indberetninger til Skattestyrelsen via A11-indberetninger. Den primære datakilde for jobsøgningsydelse er det fællesoffentlige økonomisystem, mens statistikken over offentlig hjælp hovedsageligt bygger på data fra de kommunale økonomisystemer.

Afgrænsning af population

Statistikken omfatter kun ydelser til personer på 16 år og derover, som ifølge Grønlands Statistiks befolkningsregister er registreret som bosiddende i Grønland ved årets udgang inden for den kommunale inddeling. Alder er opgjort pr. 31. december i det pågældende år.

Bopæl ved årets udgang hentes fra befolkningsregisteret. En person betragtes som bosiddende på den lokalitet, der fremgår af registeret, selvom dette kan afvige fra den faktiske bopæl på tidspunktet for ydelsen.

Udbetalinger, der kan identificeres som vedrørende tidligere eller efterfølgende regnskabsår, frasorteres så vidt muligt fra den årlige opgørelse.

Populationen afgrænses yderligere ud fra det samlede modtagne beløb. Personer, der i løbet af året har modtaget mindre end 500 kr. i offentlig hjælp eller mindre end 1.000 kr. i jobsøgningsydelse, indgår ikke i statistikken. Disse grænser sikrer, at personer der alene har modtaget mindre efterreguleringer ikke medregnes.

Opgørelsen over offentlig hjælp omfatter ikke ydelser, der gives med krav om tilbagebetaling. Kun konteringer, hvor både formålskonto og artskonto er registreret som offentlig hjælp, medtages. Grønlands Statistik har foretaget korrektioner i fordelingen mellem skattepligtig og ikke-skattepligtig offentlig hjælp, så den skattepligtige del af hjælpen for de enkelte modtagere så vidt muligt stemmer med kommunernes indberetninger til Skattestyrelsen.

Bemærk vedrørende 2024-tallene

I forbindelse med overgangen til de nye ydelser i 2024 var de administrative systemer, der skal understøtte forvaltningen af lovgivningen, endnu ikke fuldt udviklede. Det har gjort det vanskeligt for kommunerne at administrere i overensstemmelse med lovgivningen og at registrere udbetalinger ensartet i det fællesoffentlige løn- og økonomisystem. Derudover har der været udfordringer med at indberette udbetalingerne som de korrekte indkomsttyper til Skattestyrelsen.

Samlet set er der i 2024 større usikkerhed knyttet til statistikkerne end normalt. Den markante stigning i antallet af modtagere af jobsøgningsydelse og det tilsvarende fald i offentlig hjælp afspejler til dels administrative ændringer i forbindelse med lovskiftet snarere end udelukkende reelle ændringer i befolkningens forsørgelsesbehov. Det forventes, at detaljeringsgraden og pålideligheden vil forbedres i kommende udgivelser, når det nye administrationssystem GetOrganized er færdigudviklet.

Kontakt

Eventuel henvendelse rettes til Anders Blaabjerg, e-mail: abla@stat.gl