Økonomisk udsatte - metode
Om statistikken
Statistikken om økonomisk udsatte afgrænser antallet af personer i Grønland, der kan betegnes som økonomisk udsatte, med fokus på alder, køn, familieforhold og geografi. Publikationen udkommer én gang om året i forlængelse af indkomststatistikken og dækker perioden 2011 og frem. Da der kigges på indkomster over en treårig periode, genberegnes alle år i forbindelse med hver ny udgivelse, og der kan forekomme revisioner i forhold til tidligere publicerede tal.
Definition og operationalisering
Grønlands Statistik har overtaget definitionen fra det danske ekspertudvalg om fattigdom. At være økonomisk udsat defineres som en situation, hvor en person eller familie ufrivilligt har væsentligt dårligere livsvilkår sammenlignet med den øvrige befolkning, og hvor denne situation skyldes mangel på ressourcer — herunder særligt økonomiske — er vedvarende, og hvor personen eller familien ikke har eller kun i begrænset omfang har mulighed for ved egen drift at ændre situationen.
Betegnelsen økonomisk udsat anvendes frem for fattig for at understrege, at der fra politisk side ikke er taget stilling til en eventuel fattigdomsgrænse.
En person betegnes som økonomisk udsat, hvis personen i tre på hinanden følgende år har haft en disponibel indkomst under en kritisk indkomstgrænse, og personen ikke er studerende på en kompetencegivende uddannelse over folkeskoleniveau (eller i familie med en sådan), og personen ikke har adresse på alderdomshjem, plejehjem eller handicapinstitution.
Indkomstbegreb
Grænsen for at være økonomisk udsat fastsættes ud fra den årlige disponible indkomst — dvs. indkomsten efter skat og inkl. sociale overførsler. Den disponible indkomst er ikke fuldt dækkende ift. forbrugsmulighederne: i mindre samfund er der en ikke uvæsentlig uformel økonomi primært i form af fiskeri og fangst til eget forbrug. Derudover tilbyder det offentlige støtteordninger som sociale fripladser i daginstitutioner og støtte til private boliger, der ikke indregnes i den disponible indkomst.
Betaling af A-bidrag (underholdsbidrag) indgår som hovedregel ikke i barnets indtægt og påvirker dermed ikke beregningen af familiens indkomst. Normalbidraget til et barn udgør 12.276 kr. om året.
Familier og ækvivalering
Udgangspunktet for analysen er indkomster på familieniveau, opgjort via Grønlands Statistiks familiestatistik, hvor husstande kan opdeles i flere familier afhængigt af slægtsrelationer. Personernes indkomst knyttes til den familie, de er tilknyttet ultimo året.
Familiens indkomst ækvivaleres efter OECD’s standard for at tage højde for familiens størrelse og sammensætning. Den første voksne (over 14 år) vægter 1, øvrige voksne vægter 0,5 og børn vægter 0,3 hver. En familie med to voksne og tre børn har således ækvivalensvægten 1 + 0,5 + 0,3 + 0,3 + 0,3 = 2,4. Er familiens indkomst 300.000 kr., er ækvivalensindkomsten 125.000 kr.
Kritisk indkomstgrænse
Den kritiske indkomstgrænse er fastsat som 50 pct. af medianen for de disponible ækvivalerede indkomster. I statistikbanken findes desuden opgørelser med en grænse på 60 pct. af medianindkomsten. Medianen beregnes særskilt for hvert enkelt år, modsat den danske analyse, der anvender et treårigt glidende gennemsnit.
| År | Ækvivaleret disponibel medianindkomst |
|---|---|
| 2020 | 162.075 kr. |
| 2021 | 156.569 kr. |
| 2022 | 171.041 kr. |
| 2023 | 176.153 kr. |
| 2024 | 185.817 kr. |
Medianindkomsten angiver det sidste år af den 3-årige analyseperiode.
Population og afgrænsning
Analysepopulation
Analysepopulationen omfatter som udgangspunkt alle personer med folkeregisteradresse i Grønland i hele analyseperioden, samt børn under tre år med folkeregisteradresse i hele deres levetid. Bopæl vurderes udelukkende ud fra folkeregisteradressen pr. 31. december.
Nedenstående tabel viser, hvor mange og af hvilke årsager personer udtages af populationen forud for beregningen:
| Kategori | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 |
|---|---|---|---|---|---|
| Før udelukkelse | 56.421 | 56.562 | 56.609 | 56.699 | 56.542 |
| Ikke boet i Grønland hele året | 1.831 | 1.810 | 1.984 | 2.059 | 1.851 |
| Ikke boet i Grønland hele analyseperioden | 2.710 | 2.509 | 2.391 | 2.503 | 2.693 |
| Ikke-hjemmeboende børn | 587 | 555 | 564 | 556 | 572 |
| Studerende og deres familier | 4.650 | 4.582 | 4.431 | 4.250 | 4.193 |
| Personer på baser og stationer | 59 | 54 | 49 | 61 | 53 |
| Beboere på sociale institutioner | 961 | 963 | 970 | 983 | 941 |
| Udenlandske familier uden indkomst | 286 | 388 | 368 | 382 | 431 |
| Analysepopulation | 45.337 | 45.701 | 45.852 | 45.905 | 45.808 |
Studerende
Personer under uddannelse over folkeskoleniveau og personer i familie med sådanne indgår ikke i analysepopulationen, da den økonomiske situation anses som selvvalgt og ikke vedvarende. En person regnes som studerende, hvis vedkommende ultimo analyseperioden er registreret som aktiv studerende på ISCED-niveau 3 eller derover.
Beboere på institution
Beboere på alderdomshjem, plejehjem og handicapinstitutioner modtager et reduceret pensionsbeløb (lommepenge), da de ikke selv betaler for kost og logi. Disse personer har derfor naturligt en lavere registreret indkomst og udtages af analysepopulationen. Det samme gælder beboere på institutioner for børn og unge.
Børn under tre år
Børn under tre år kan ikke have boet i Grønland i hele den treårige analyseperiode og anses kun som økonomisk udsatte, hvis andre i familien opfylder kriterierne.
Ikke-hjemmeboende børn
Børn, der ikke deler adresse med mindst én forælder, udtages af analysepopulationen, da de økonomiske levevilkår for denne gruppe ikke kan bedømmes tilstrækkeligt på baggrund af de tilgængelige registeroplysninger.
Formue
I den danske analyse betegnes personer med en formue over 100.000 kr. (2010-niveau) ikke som fattige. Grønlands Statistik har ikke mulighed for at indhente tilstrækkeligt retvisende formuedata, hvorfor dette kriterie udgår. Udeladelsen skønnes at have begrænset betydning, da få familier formodes at have både lav indkomst og større formue.
Særlige forbehold
Nye regler for beskatning af pension (2017)
Nye regler for beskatning af pensionsindbetalinger til ordninger placeret uden for Grønland trådte i kraft 1. januar 2017. Den disponible indkomst indeholder i 2017 disse indbetalinger, da det først i 2018 blev muligt at identificere og fratrække dem. Resultaterne for 2017, 2018 og 2019 kan derfor være påvirket af, at datagrundlaget for 2017 ikke er fuldt sammenligneligt med øvrige år.
Offentlig hjælp og arbejdsmarkedsydelser (2024)
For 2024 kan der forekomme ændringer i indkomstoplysninger som følge af udfordringer med indberetning af offentlig hjælp og arbejdsmarkedsydelser i kølvandet på ny lovgivning. Opgørelsen for 2024 bør derfor betragtes som foreløbig.
Kontakt
Eventuel henvendelse rettes til Anders Blaabjerg, e-mail: abla@stat.gl